NFJ.

Billedet er fra Lokalhistorisk Arkiv i Bogense og viser Nordfynske Jernbanes skinnebus MÅGEN med bivogn på Bogense Banegård.
I MÅGEN var monteret en Frichs 8-cyl dieselmotor 8115cc. 4-trin mekanisk gearkasse. Trykluftbremse. Der var 48 pladser i 2 kupeer og toilet. Den blev leveret i december 1948 fra Scandia togfabrikken i Randers. Udrangeret 1966 og ophugget 1967.
I bivognen var der plads til passagerer og toilet. I enkelte bivogne var der et rejsegodsrum, hvilket betød færre passagerer.
En skinnebus er betegnelsen for forskellige typer af lette solomotorvogne og tilhørende bivogne, rejsegodsvogne og styrevogne, der benyttes til persontrafik, hovedsageligt på side- og privatbaner.
Nordfynske Jernbane havde 4 skinnebusser i perioden 1945-1952 med tilhørende bivogne og rejsegodsvogne.

Billedet er fra Lokalhistorisk Arkiv i Bogense og viser et godstog på Bogense Banegård. Lokomotivet er NFJ MV 5, et dieselelektrisk motorlokomotiv bygget i 1932 hos A/S Frichs Maskinfabrik og Kedelsmedie , Århus. Motoren var en Frichs 621C 6 cyl. dieselmotor. Dieselelektrisk. Effekt 250 HK, hastighed 75km/t og vægt 46 tons. Det blev udrangeret i 1961 og ophugget i 1964.

Efter lokomotivet er der godsvogne med landbrugsmaskiner fra Brødrene Bendix, København, som var et af landets største grossistfirmaer indenfor landbrugsmaskiner. Brødrene Bendix handlede blandt andet med Schebyes Maskinfabrik i Bogense.

Billedet er fra omkring 1955.