arkivet

OMA.

Skrevet af: Jens Erik Holm Pedersen. Bogense lokalhistoriske arkiv.

Billedet er fra Lokalhistorisk Arkiv i Bogense og viser ejendommene fra Adelgade 87 yderst til venstre og til Adelgade 95 som de så ud i 1917.

Adelgade 87 blev i 1917 købt af Købmand Sophus Jensen for 50.000 kr. og fungerede op til 1970erne som købmandsgård, derefter en „KOP&KANDE‟ forretning og de senere år privat udlejning af boliger under navnet „MØLLERGÅRDEN‟. Adelgade 89 var i 1917 ejet af en købmand Carl F. Sørensen, senere blev der Dæk-og Vulkaniseringsforretning, Advokatkontor og i dag en cafe.

I Adelgade 91 havde Marie Nielsen „Hjemmebageriet‟, som hun i maj 1917 solgte til Konditor Peder Chr. Knudsen, Nørre Højrup, for 7000 kr. Senere har der blandt andet været el-installationsforretning, avisredaktion og i dag er der blomsterforretning.

Adelgade 93 blev i 1916 solgt til Købmand Reinhardt Jantzen af Købmand Emil Jensen.

Senere overtog C.W. Jensen forretningen og anbefalede sig med „Stort udvalg i Damelingeri, Garner og Trikotage‟.

Efter en voldsom brand i 1991 blev ejendommen revet ned og Bogense Boligforening opførte lejligheder til udlejning.

I nummer 95 var der restauration og barbersalon. Denne ejendom blev revet ned i 1960erne og der blev opført en ny ejendom med slagterforretning og købmandsforretning.

Som det tydelig ses på billedet var „OMA margarine‟ også på markedet dengang i 1917.